Carrello

NYHEDER

aug. 30 2018

FRA DANMARK TIL ITALIEN.

Er Italien det smukkeste land i verden? For nogle uden tvivl ja, som der vil være andre der mener, om ethvert andet sted på Jorden. Under alle omstændigheder er man nødt til at definere skønhed, og hvad angår Italien, har vi måske mere at gøre med skønheden af en gammel dame, hvori ansigtet er indgraveret ekspressionen af et langt og trættende liv, påvirket af tusind sår, men dog stadig en smuk dame. Bare tænk på alle de folkeslag, at starte med kimbrerne, germanere, burgunderne i det andet århundrede f.Kr. Goterne i det tredje århundrede efter Kristus og langobarderne tre hundrede år senere, som invaderede Italien i 569. De var alle germanske stammer ofte dannet af nogle tusinde mennesker, der oprindeligt kom fra Skandinavien og havde én ting til fælles; de var alle tiltrukket af rigdom, fertilitet og frugtbarhed, de rette ressourcer til ikke at lide sult. Selv i dag er de italienske fødevarer en del af en uvurderlig rigdom og køkkenet er blandt de bedste i verden.

Mange folkeslag har været med til at give en lille snert til Italiens aktuelle skønhed, men jeg vil gerne nævne et i særdeleshed, da de invaderede Italien under Justin II ( Giustino II) regeringstid, barnebarn og efterfølger af den Store kejser Justinian I (Giustiniano I), også kaldt den sidste byzantinske kejser, oplært i sprog og latinske kulturer, og ifølge de mange krøniker, grundlægger af Giustiniani familien. Altså, jeg vil gerne minde jer om langobarderne, ikke kun fordi de er bag oprindelsen af navnet Lombardiet, men deres angreb på Romerriget førte til en massiv tilbagetrækning og permanent indsættelse af folk i Lagunen, eller rettere, førte til begyndelsen af den venetianske Republik. Italien er ligesom en lagune i konstant udvikling. Italien er ligesom et Picasso maleri, enten kan du lide det eller ej. Ærgerligt for dem der ikke har nogen fantasi, dem der vil have det hele i sort og hvidt og giver ikke plads til nysgerrighed. Italien er uforudsigeligt som livet selv.

Italien er blevet forvandlet af tusind folkeslag og turister indtil dato, men har aldrig holdt op med at være smuk. Siden 2008 har jeg været så heldig at blive bekendt med forskellige regioner over længere tid; Emilia Romagna, Toscana, Lazio, Sicilien, Sardinien og nu Veneto, og ærligt talt kan det være vanskeligt at opfatte en fælles kultur eller enhed. Mange sprog/dialekter, kulturer og aspekter, der ændres indenfor minimumsafstande, men alligevel synes jeg, at foreningen af landet er lykkedes godt. Tænk på de skandinaviske lande (også Storbritannien), på trods af gentagne forsøg, har det ikke lykkedes dem at blive forenet. At sammenligne Italien med Skandinavien eller Storbritannien er måske ikke korrekt, da de virkelig ikke behøver at være mere forenet end det allerede er. I sidste ende finder jeg dog sammenligningen morsom, også fordi kulturerne mellem Danmark, Sverige og Norge, efter min mening er mere lignende end dem i Italien. Hvis vi sammenligner forskellen mellem de skandinaviske og italienske sprog, er der ikke stor forskel. Det kan være lige så svært for én fra Palermo at forstå én fra Venedig. Ligesom det kan være svært for en dansker at forstå en svensker. Dialekterne i Italien er så småt ved at forsvinde, erstattet af et sprog, som kaldes italiensk. I Skandinavien, sådan generelt, forstår man mindre og mindre af hinandens sprog, men ofte, er forskellen næsten kun et spørgsmål om udtale eller lyd. Problemet er nok, at det er blevet for nemt at slå over i engelsk, og så bliver alt uden besvær mere enkelt.

Min tid i Palermo har beriget mig en masse, byen er langt fra at være af europæisk stil. Sin store arabiske og normanniske fortid er stadig indgraveret i byens ånd. Jeg husker klart, da jeg forlod Palermo til fordel for Treviso – det to verdener til forskel. Den latter, som folk lavede af mit sicilianske accent. Mit indtryk er, Syd eller Nord, at alle på en eller anden måde er stolte af at være italienske. Måske til tider, kommer det til udtryk under en fodboldkamp, eller hviskende i hemmelighed, for hvem ved, om andre skulle høre det. Rivaliseringen mellem dem er stor. Måske fordi, efter foreningen af landet i 1861, de forskellige værdier med hensyn på den indenlandske industri og fabrikation, ikke er blevet opdelt ærligt, og den sydlige del er mere eller mindre blevet overladt til sig selv. I første omgang til fordel for den nordlige del, men senere et problem for hele nationen. Mit vandre fra region til en anden, trods en indre sult til at fortsætte, er nu slut. Jeg har nu arbejdet længe for Castello di Roncade, og det er virkelig blevet til mere end et fuldtidsjob. Måske endda lidt for meget, men jeg nyder det. Jeg har set en lille vingård forvandle sig til et kulturelt center, der tiltrækker tusindvis af besøgende gæster om året, en virksomhed, der har fordoblet sin produktion med mere end 100%, og alt dette inden for kort tid. Jeg har selv ændret mig meget, siden jeg forlod Danmark i 2008. Idag behøver jeg ikke længere forberede sætninger på italiensk for at klare mig, som en gang, hvor svarene kom hurtigt og jeg ikke forstod meget alligevel. I dag forstår jeg alt og en del af mig er muligvis blevet italiensk. Dette betyder dog ikke, at jeg har glemt, hvor jeg kommer fra. Jeg husker stadig som om det var i går, da min lærer i italiensk i Toscana bad mig om at beskrive min galskab for Italien, og jeg skrev: Jeg elsker Danmark, som man kan elske sin mor, og Italien, som om det var min kæreste med den viden, den slags følelser til tider varer ikke evigt, men det generer mig ikke, fordi jeg kan bedst lide at leve I nuet og ikke tænke for meget over fremtiden. Og hvis det skulle gå galt, kan jeg altid komme hjem, der findes en kærlighed, som jeg aldrig kan miste.

// Dennis Back Groth

39920069_2119950718247188_3930383757218938880_n