Carrello

NYHEDER

    FILTER

  • Alle nyheder
  • Os
  • Awards
  • Vingård
  • Event

OVERSKRIFTER

sep. 19 2018

PIZZA NIGHT ARRANGEMENT PÅ CASTELLO DI RONCADE I HELE JULI 2018

VORES PIZZA NIGHT ARRANGEMENT ER HVER TIRSDAG FRA KL. 17:00 I JULI MÅNED OG PRISEN ER € 35 PR. VOKSEN OG € 20 PR. BARN UNDER 16 ÅR   I prisen er inkluderet transport med bus til og fra din campingplads, rundvisning, flotte omgivelser, pizza og vin (for børn andre sager).

mh-1000715

ALLE NYHEDER

sep. 19 2018

ROSÉ VIN

Rosévin er i øjeblikket på sit højeste nogensinde, og er blandt de vine, der sælges allermest i mange lande, og forklaringen er formentlig kun fashion. Det virker måske lidt trivielt, men ligesom i tøjets verden er vin også påvirket af mode, og lige præcis historien bag rosé er mere speciel end andre, da den efterlader os en del spørgsmål som: Hvorfor lige rosé? Mon det har noget at gøre med farven? Eller måske smagen af lethed og friskhed? Alt er muligt, men jeg er stadig forbløffet, når jeg hører folk sige: vi drikker normalt kun rosé om sommeren. Hvorfor kun om sommeren? Og frem for alt, hvilken slags rosé? Rosé er ikke bare rosé, produktionen kan foregå på forskellige måder: med brug af røde druer, typisk med ikke særlig intens farve eller med lyserød farve; man kunne også gå efter en høst med en dominans af hvide druer frem for røde druer; eller ved brug en hvilken som helst type drue efter en bestemt procedure, der gør det muligt at udtrække lidt farve fra skallen. Herefter kan man vælge at lave den tør eller sød, og selv om mange producenter siger, at det ville være en alvorlig fejl at tro, at rosé er lavet af en blanding mellem to typer vin, rød og hvid (dette er en praksis, der er forbudt i vinverdenen), ved vi, at mange producenter laver deres rosé af drue rester, og derfor kan der under alle omstændigheder ikke altid være tale om et første valg af kvalitet. Så rosé har ikke en enkelt procedure, smag, stil, enhver producent kan følge deres egen smag uden at følge en specifik norm. Jeg har svært ved at tro, at roséens popularitet skyldes smag. Selvfølgelig ved man efterhånden, at roséer ofte er lette og friske, og folk køber dem også på grund af det, men hvis de ikke havde den lyserøde farve, ville de så købe dem? I dag er Champagne rosé på sit højeste, og snart vil man sandsynligvis også lave Prosecco rosé. Markedet taler klart, det er mode, og der er ingen anden forklaring.

På Castello di Roncade bruger vi en moderne metode, det vil sige at vi bruger druernes skin i ca. 4/5 timer under fermenteringsprocessen, som derefter giver farve til musten, så de røde druer vinificeres til hvid, som man siger, selvom farven rent faktisk bliver lyserød. Vores mousserende rosé “ Patriarca” er lavet af Pinot Noir (Pinot Nero), en rødvins drue, der anses som den ædleste og mest elegante i verden, den genetiske far til vinstokke som Pinot Gris, Chardonnay og Pinot Blanc, en af de mest fascinerende og sofistikerede vine, som du kan finde i omløb. Her er hvad jeg kan sige med sikkerhed, at vores “Pariarca” er ikke en anden klasses vin, men en førsteklasses vin.

At Pinot Noir er en gammel international druesort, er helt sikkert, men der er ingen sikkerhed omkring dens oprindelse. Det vides ikke hvor og hvordan den blev født, selv om det nu er veletableret og accepteret, at dens oprindelse er fra Côte d’Or i Bourgogne over 2.000 år tilbage. Vi finder idag Pinot Noir på mange steder i verden, og det er selvom udbyttet generelt er lavt og planten er temmelig følsom over for sygdomme, altså at dyrke eller lave vin af denne druesort er virkelig en alvorlig udfordring for agronomer og enologer. Denne særlige kendsgerning får sommetider vinens verden til at ligne kunstens verden, når den perfekte årgang bliver sjælden opstår der typisk en del snobberi, som netop er tilfældet omkring denne vinstok. Tænk bare, at den dyreste Pinot Noir i verden er “Henri Jayer Richebourg Grandu Cru” (Côte de Nuits – Francia). En rød Bourgogne, som ikke længere er i produktion, og koster omkring $ 14.395 pr. Flaske.

Den mest berømte Pinot Noir er derfor rød, ikke rosé, men som tidligere nævnt er Pinot Noir meget vanskeligt at dyrke, da den har brug for et stabilt klima: der må ikke være for varmt for at undgå en for hurtig modning, og heller ikke for koldt, den har nemlig også brug for en korrekt udvikling af tanniner. Tanninerne er naturligvis ikke afgørende for rosé vinene, da skallen kun bruges lidt, men disse komplikationer er også grunden til, at i mange områder som i vores, at Pinot Noir høstes tidligt for at så blive vinificeret til hvid ( Rosé). Når man høster tidligt uden fuldmodne druer og gærer uden skaller, opnår man en “neutral” vin med den bedst mulige friskhed, som er den perfekte base for produktionen af mousserende vine, som sammen både giver krop, kompleksitet og en bemærkelsesværdig levetid. Dette gælder vores Patriarca, som de berømte mousserende vine fra Franciacorta eller prinsen af alle mousserende vine, Champagne. De er duftende og frugtige mousserende, men deres kompleksitet varierer alt efter klima og individuelle produktionsmetoder.

// Dennis Bach Groth

aug. 30 2018

FRA DANMARK TIL ITALIEN.

Er Italien det smukkeste land i verden? For nogle uden tvivl ja, som der vil være andre der mener, om ethvert andet sted på Jorden. Under alle omstændigheder er man nødt til at definere skønhed, og hvad angår Italien, har vi måske mere at gøre med skønheden af en gammel dame, hvori ansigtet er indgraveret ekspressionen af et langt og trættende liv, påvirket af tusind sår, men dog stadig en smuk dame. Bare tænk på alle de folkeslag, at starte med kimbrerne, germanere, burgunderne i det andet århundrede f.Kr. Goterne i det tredje århundrede efter Kristus og langobarderne tre hundrede år senere, som invaderede Italien i 569. De var alle germanske stammer ofte dannet af nogle tusinde mennesker, der oprindeligt kom fra Skandinavien og havde én ting til fælles; de var alle tiltrukket af rigdom, fertilitet og frugtbarhed, de rette ressourcer til ikke at lide sult. Selv i dag er de italienske fødevarer en del af en uvurderlig rigdom og køkkenet er blandt de bedste i verden.

Mange folkeslag har været med til at give en lille snert til Italiens aktuelle skønhed, men jeg vil gerne nævne et i særdeleshed, da de invaderede Italien under Justin II ( Giustino II) regeringstid, barnebarn og efterfølger af den Store kejser Justinian I (Giustiniano I), også kaldt den sidste byzantinske kejser, oplært i sprog og latinske kulturer, og ifølge de mange krøniker, grundlægger af Giustiniani familien. Altså, jeg vil gerne minde jer om langobarderne, ikke kun fordi de er bag oprindelsen af navnet Lombardiet, men deres angreb på Romerriget førte til en massiv tilbagetrækning og permanent indsættelse af folk i Lagunen, eller rettere, førte til begyndelsen af den venetianske Republik. Italien er ligesom en lagune i konstant udvikling. Italien er ligesom et Picasso maleri, enten kan du lide det eller ej. Ærgerligt for dem der ikke har nogen fantasi, dem der vil have det hele i sort og hvidt og giver ikke plads til nysgerrighed. Italien er uforudsigeligt som livet selv.

Italien er blevet forvandlet af tusind folkeslag og turister indtil dato, men har aldrig holdt op med at være smuk. Siden 2008 har jeg været så heldig at blive bekendt med forskellige regioner over længere tid; Emilia Romagna, Toscana, Lazio, Sicilien, Sardinien og nu Veneto, og ærligt talt kan det være vanskeligt at opfatte en fælles kultur eller enhed. Mange sprog/dialekter, kulturer og aspekter, der ændres indenfor minimumsafstande, men alligevel synes jeg, at foreningen af landet er lykkedes godt. Tænk på de skandinaviske lande (også Storbritannien), på trods af gentagne forsøg, har det ikke lykkedes dem at blive forenet. At sammenligne Italien med Skandinavien eller Storbritannien er måske ikke korrekt, da de virkelig ikke behøver at være mere forenet end det allerede er. I sidste ende finder jeg dog sammenligningen morsom, også fordi kulturerne mellem Danmark, Sverige og Norge, efter min mening er mere lignende end dem i Italien. Hvis vi sammenligner forskellen mellem de skandinaviske og italienske sprog, er der ikke stor forskel. Det kan være lige så svært for én fra Palermo at forstå én fra Venedig. Ligesom det kan være svært for en dansker at forstå en svensker. Dialekterne i Italien er så småt ved at forsvinde, erstattet af et sprog, som kaldes italiensk. I Skandinavien, sådan generelt, forstår man mindre og mindre af hinandens sprog, men ofte, er forskellen næsten kun et spørgsmål om udtale eller lyd. Problemet er nok, at det er blevet for nemt at slå over i engelsk, og så bliver alt uden besvær mere enkelt.

Min tid i Palermo har beriget mig en masse, byen er langt fra at være af europæisk stil. Sin store arabiske og normanniske fortid er stadig indgraveret i byens ånd. Jeg husker klart, da jeg forlod Palermo til fordel for Treviso – det to verdener til forskel. Den latter, som folk lavede af mit sicilianske accent. Mit indtryk er, Syd eller Nord, at alle på en eller anden måde er stolte af at være italienske. Måske til tider, kommer det til udtryk under en fodboldkamp, eller hviskende i hemmelighed, for hvem ved, om andre skulle høre det. Rivaliseringen mellem dem er stor. Måske fordi, efter foreningen af landet i 1861, de forskellige værdier med hensyn på den indenlandske industri og fabrikation, ikke er blevet opdelt ærligt, og den sydlige del er mere eller mindre blevet overladt til sig selv. I første omgang til fordel for den nordlige del, men senere et problem for hele nationen. Mit vandre fra region til en anden, trods en indre sult til at fortsætte, er nu slut. Jeg har nu arbejdet længe for Castello di Roncade, og det er virkelig blevet til mere end et fuldtidsjob. Måske endda lidt for meget, men jeg nyder det. Jeg har set en lille vingård forvandle sig til et kulturelt center, der tiltrækker tusindvis af besøgende gæster om året, en virksomhed, der har fordoblet sin produktion med mere end 100%, og alt dette inden for kort tid. Jeg har selv ændret mig meget, siden jeg forlod Danmark i 2008. Idag behøver jeg ikke længere forberede sætninger på italiensk for at klare mig, som en gang, hvor svarene kom hurtigt og jeg ikke forstod meget alligevel. I dag forstår jeg alt og en del af mig er muligvis blevet italiensk. Dette betyder dog ikke, at jeg har glemt, hvor jeg kommer fra. Jeg husker stadig som om det var i går, da min lærer i italiensk i Toscana bad mig om at beskrive min galskab for Italien, og jeg skrev: Jeg elsker Danmark, som man kan elske sin mor, og Italien, som om det var min kæreste med den viden, den slags følelser til tider varer ikke evigt, men det generer mig ikke, fordi jeg kan bedst lide at leve I nuet og ikke tænke for meget over fremtiden. Og hvis det skulle gå galt, kan jeg altid komme hjem, der findes en kærlighed, som jeg aldrig kan miste.

// Dennis Back Groth

aug. 18 2018

MANZONI BIANCO

Høsten 2018 er allerede startet for de yngre vinstokke. Vi startede mandag d. 13. aug. med vores lokale drue Manzoni Bianco.

Manzoni Bianco har en strågul farve med grønlige toner, næsen udtrykker intens frugt med typiske noter af citrus og mineraler, som kombinerer perfekt friskhed med god lang eftersmag, hvilket gør den rar, elegant og vedholdende. Vinen kan være en fremragende aperitif, men vil også være succesfuld til skaldyr opskrifter eller til hvidt kød, retter tilberedt med æg og frem for alt en god tallerken med risotto med asparges.

Manzoni Bianco, også kendt som Incrocio (Krydsning) Manzoni, er en lokal vinsort og den mest berømte af mange kloninger, udtænkt og udviklet af professor Luigi Manzoni, leder af en meget vigtig vinskole i Conegliano. Prof. Luigi Manzoni, startede i 1924, for første gang i Italien, en lang række eksperimenter på forskellige druer med det formål at først identificere nye sorter af spisedruer og senere af vindruer. Manzoni Bianco er født af en krydsning mellem Riesling og Pinot Blanc, og derfor bliver Incrocio Manzoni en meget aromatisk druesort, der fremstår blomsteragtig, næsten parfumeret og med en del syre. Vineksperter har også brugt udtrykket “sprød, elegant og frisk” som en positiv beskrivelse.
// Dennis Bach Groth

aug. 03 2018

VILLA GIUSTINIAN 2015 ER ENDELIG BLEVET FRIGIVET TIL FORSALG

Den første august 2018 blev Villa Giustinian 2015 endelig frigivet til forsalg til de heldige, der er på vores mailingliste. 

Villa Giustinian, vores Bordeaux blanding, som kun laves i gode årgange, prinsen af alle vine fra Castello di Roncade. Er uden tvivl ikke den ideelle rødvin til begyndere, måske er den ikke engang let at drikke for hvem som helst, men den første slurk leder dig alligevel til at prøve en ekstra gang, og så godt som millioner af andre før dig, risikerer du at forelske dig i denne vidunderlige blend. Dette var også tilfældet for Baron Giovanni Ciani Bassetti (bedstefar til den nuværende baron Vincenzo), der tog til Gironde for at lærer alle hemmeligheder bag den klassiske Bordeaux-blend, og derefter som en af de første italienere, at bringe vinstokkene til Italien og starte produktionen.

I dag findes Bordeaux-blandingen i mange lande, og er den mest berømte og mest efterspurgte vin-blanding i verden, og samtidig er det nok også vinen med flest hemmeligheder bag sig. Vi kan kalde den: en enologs (vinmagers) vin, da den er bygget og designet for at give nydelse til vores gane. Ofte drikker vi den uden at vide, hvad vi i virkeligheden drikker. Så først og fremmest lad os starte her fra – Hvad er der i en rød Bordeaux-blanding? Blandingen kombinerer normalt to eller flere af de klassiske Bordeaux-sorter: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Carmenère e Malbec. På Castello di Roncade bruger vi idag hovedsagelig kun 3 varianter: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, selvom vi før i tiden også brugte både Petit Verdot og Malbec. Vores indeholder mest Cabernet Sauvignon, som giver vinen flere tanniner, alkohol og syreindhold. Præcis som vinene fra den venstre bred i Bordeaux, som er kraftige og rige, og dermed ældre de en del bedre end vine af den højre bred. Det er faktisk også den side, der gjorde regionen berømt til at starte med. Cabernet Sauvignon har et meget modstandsdygtig skind over for forskellige vejrforhold, men det er en type drue, der høstes sent, og det kan forårsage problemer for dem, der går efter den perfekte årgang. Jo senere man høster desto større er risikoen for klimaforandringer. Faktisk laver vi kun vores Villa Giustinian, hvis alle tre druesorter er perfekte. Det er forklaringen på, at der ikke udkommer en ny vin hvert år.  Mange andre producenter har ikke råd til dette, da det måske er den eneste vin de laver, så vi ser i stigende grad, at Merlot bliver brugt som størstedelen af Bordeaux-blandingen. Så bliver de blødere, og får mindre garvesyre, alkohol og surhedsgrad. Ligesom vinene fra den højre bred i Bordeaux. I sidste ende er de langt mere saftig, billigere, og er som regel klar til at blive drukket længe før vinene fra venstre bred. Med andre ord kan vi sige, at de er mere kommercielle og nemme at drikke for dem, der ikke har et særlige talent til at bevare vine. Men jeg vil gerne være ærlig, for mig mangler de ofte lidt raffinement, elegance og styrke.

Bordeaux blandinger er generelt af god kvalitet, og ofte er de producenternes bedste vine, præcis som hos os. Ærligt, det ville være nytteløst at forsøge at lave en, hvis man ikke gør det hundrede procent, ellers risikerer man at miste vinens kvalitet. Og desværre eksisterer der alt for mange dårlige Bordeaux vine på marked. Som i Italien og de fleste andre lande, reglerne vedrørende vinetiketter klassificerer disse vine kun som “rød bordvin”, og fra et nominerende synspunkt, belønner det selvfølgelig ikke vinen, men bortset fra det, vinder smagen ofte og produktet får stor succes. Hvis en vin har succes, betyder det, at den er god, det er indlysende. Men vi må ikke undervurdere den magt, som markedsføring har, der kan påvirke og ændre folks meninger. Vi køber ofte, hvad der er berømt, og på denne front har de røde Bordeaux vine vundet længe før alle andre. Bordeauxs succes kan reduceres til en simpel forklaring: dens placering. Bordeaux har ikke kun et ideelt klima og jord til dyrkning af vinstokke, men siden den har været en af de største havnebyer i århundreder, og har derfor tilbudt lokale vindyrkere mulighed for at få adgang til forskellige regioner i verden gennem sine besøgende gæster  (Turisme er afgørende for succes, som det har været for Castello di Roncade og Valpolicella-området) – for ikke at nævne de gode rige hollandske og engelske købmænd, der fyldte havnen hver dag for at transportere Bordeaux-vinene til de mest fremtrædende huse i verden, og det var vigtig markedsføring.

Efter romerne introducerede vinstokke til Bordeaux-regionen i midten af det første århundrede, var der en ret lang og ubetydelige periode for vindyrkning. Det er nødvendigt at vente til det 12. Århundrede før Bordeaux genvinder sin pragt, der fandt sted med ægteskabet af Eleonora d’Aquitania og Henry II of England i 1154, byen bliver engelsk og forbliver det i tre århundreder. Vi kan vist godt sige, at Bordeaux vinene var anderledes i forhold til i dag, men det oprindelige produkt blev specielt udviklet til det britiske marked, som stadig i dag forbruger store mængder. Markedet krævede en perfekt lagrings vin i en tid, hvor vin skulle kunne bevares, da det var afgørende for at overleve, vand kunne man ofte ikke drikke, og denne blanding var ideel til det. Eksporten af Bordeaux vine blev brudt på grund af hundredeårskonflikten mellem Frankrig og England i 1337. I 1453 havde Frankrig genvundet provinsen, og kunne således tage kontrol over vinproduktionen i regionen. Frankrig har helt sikkert stor fortjeneste i dette produkt, selvom jeg godt tør sige: Hvis der er en slags vin i denne verden, der ikke kan eller skal tilhøre kun en bestemt region, så er det en Bordeaux blend.

Man kan ikke sammenligne den røde blanding fra Bordeaux med den fra Roncade, både klima og jordbund er forskellige, men ud over druerne har de dog noget til fælles: Begge områder var under havet for tusindvis af år siden, og mange jordarter indeholder kalksten og ler og havet ligger tæt på. Også produktionsteknikkerne og procedurerne er temmelig ens. Det har selvfølgelig ikke altid været sådan. Når vi taler om innovative teknikker henviser vi til teknikker, der er blevet vedtaget i Italien i nogle årtier, men som har været i brug i Bordeaux i århundreder: for eksempel tønden (Barrique) er ikke en fransk nyskabelse, da de altid har brugt små tønder (225-250 liter), mens vi kun brugte de store tønder. Fermentering foregår næsten altid i rustfrit stål beholdere ved en kontrolleret temperatur, derefter presses de forskellige druemosts for så at blive overført til barrique tønder, herefter lagres de separat (i vores tilfælde også i tonneau tønder af 500 liter), i en periode på ca. 2 år og 6 måneder (i Frankrig sommetider kun 1 år). Efter denne periode bliver blandingen lavet og vinen skal så tilbringe yderligere mindst 6 måneder i store tønder før aftapning. Når det er sagt, må vi tilføje, at næsten ingen Bordeaux-blend er helt den samme; den er lavet af forskellige druesorter og bliver blandet sammen afhængigt af de forskellige årgangs betingelser for at producere en vin i producentens foretrukne stil, der ofte er baseret på vinmagerens vurdering. Til sidst kommer vinen på flaske, hvor den gennemgår en yderligere lagrings periode, inden den sættes på forsalg.

// Dennis Bach Groth

jul. 02 2018

NÅR ARBEJDE OG LIDENSKAB ER ET.

Årene er gået stærkt siden 2008, da jeg flyttede til Italien, og hvis jeg skulle se tilbage på mit liv i form af oplevelser, med start i Chianti, så Rom, Sardinien, Sicilien og nu Roncade i Veneto, så må jeg indrømme at jeg ser et temmelig usædvanligt liv. På mange måder har det været et interessant liv, og det er det stadig. Med andre ord et liv, der hurtigt har presset mig til at lære, ikke kun det italienske sprog, men jeg vil hellere sige Italien selv, dets kulturer og tusind farver. Som dansker må jeg erkende, set udefra, at det ikke var et klogt valg at flytte til et land, hvor alt i alt velfærd er en anden ting i forhold til i Danmark. Jeg kan godt lide at tænke på livet som et stort hjul, der løber rundt uden at stoppe, og hver gang det befinder sig tilbage til startpunktet, bliver en ny revolutionerende generation født, som synes at være den første til at modsætte sig systemet. Denne ungdommelige naivitet, som leder dig til at gøre meningsløse ting, har heldigvis også påvirket mig. Jeg tror dog på, at alt i sidste ende har en mening. At Italien var, og er min passion, har jeg aldrig nægtet. Jeg har altid elsket dette land og i en eller anden forstand ønsket at bo her. Men aldrig havde jeg forventet at komme til det punkt, at bo i et andet land og så dedikere en stor del af mit liv til at arbejde, det er bare ikke lige så romantisk som man kunne forestille sig.

Vi kan vel næsten kalde mig en moderne vagabond, tænk, jeg har ikke haft en rigtig ferie i flere år. I gennemsnit rejser jeg årligt i 130 dage og sover på omkring 45 forskellige hoteller. Når jeg er hjemme i Italien, er jeg stadig langt fra min familie, alligevel ser jeg hver dag med stor nysgerrighed og ønske om at fortsætte. At møde alle Jer under vores messer, smagsprøver, eller når I tilbringer Jeres ferie her på slottet, ud over at være en stor fornøjelse, er det et incitament til at fortsætte med mit arbejde. Vi må ikke glemme det faktum, at jeg var 29 år da jeg ankom til Castello di Roncade og virksomheden har siden ændret sig fra et produktionsmæssigt synspunkt til det bedre. Virksomheden er gået fra en produktion af 150.000 flasker til 450.000 om året, og turistsektoren er steget med 300%. Vores vine vinder guldmedaljer i de forskellige verdenskonkurrencer, og vores vinmager Enologo er blevet Italiens bedste i 2018. Kort sagt, det faktum at vi ikke arbejder for en af de mest kendte og berømte vin mærker i Italien, hvilket betyder mindre ressourcer og muligheder for at vokse produktivt på et ret monopolariseret marked opdelt i områder, hvor nogle er mere værdsat end andre, har naturligvis øget muligheden for at vokse karrieremuligheder i virksomheden. Et lille firma er utvivlsomt mere villig til at give medarbejderne muligheder og plads til at tage risici, som mange andre virksomheder ikke kan gøre. For os arbejdere er det ligesom i fodbold, det er altid mere sjovt eller prestigefyldt at opnå positive resultater med et ukendt hold eller bundhold end med et hold, der allerede har vundet på papiret inden start.

Jeg er ikke født på en vinmarke, lad os sige det klart, der er ikke mange i København. Og vin var ikke ligefrem min yndlingsdrik. Jeg drak det, når muligheden bød sig, men vi kan vist godt sige at mit første valg var øl. Passionen for vin har siden hen ramt mig, og jeg husker præcis hvornår det skete. Det var netop i Radda in Chianti, jeg havde kun været i Italien i få måneder. Jeg siger ikke noget firmanavn, men Chianti i almindelighed er et område, hvor mange vingårde ligger meget tæt på hinanden, ofte kun med en smal vej af få meter der opdeler dem, men den lille afstand kan gøre en stor forskel i smag og kvalitet. Jeg husker at smage på to rødvine produceret af to virksomheder med helt forskellige produktionsfilosofier, og jeg kan ærligt sige, at selv om vinene havde de samme navne: Chianti Classico DOCG Riserva, der angiver forbrugeren om samme geografiske oprindelse, den ene vin var tusind gange bedre end den anden. Denne forbindelse mellem jord og produktion til dit glas er meget fascinerende. En god “terroir”, altså dette berømte ord, der indikerer et afgrænsede område, hvor de naturlige, fysiske og kemiske forhold, og klimaet tillader skabelsen af en specifik og identificerbar vin gennem de unikke karakteristika ved dens territorialitet, er bestemt vigtigt, men det er ikke nok. Du er nødt til at forpligte dig til at lave et godt produkt. Det er nødvendigt at følge de teknologiske udviklinger med nysgerrighed og interesse, vine idag er meget bedre end de var for kun 15 år siden, interessen skal dog være der for at forbedre produktet ikke nødvendigvis for at reducere produktionsomkostningerne. Når du har et godt produkt, skal du selvfølgelig også kunne sælge det, og her på Castello di Roncade har vi over flere år skabt et effektivt team på alle fronter, og det giver os håb for fremtiden. Derfor er jeg meget stolt af at arbejde for denne vingård.

//Dennis Bach Groth

jun. 11 2018

GRILL ARRANGEMENT PÅ CASTELLO DI RONCADE HVER TORSDAG I HELE JULI MÅNED 2018

VORES GRILL ARRANGEMENT ER HVER TORSDAG FRA KL. 18.00 I JULI MÅNED OG PRISEN ER € 45 PR. VOKSEN OG € 25 PR. BARN UNDER 16 ÅR.

 

I prisen er inkluderet transport med bus til og fra din campingplads, rundvisning, flotte omgivelser, mad og vin (for børn andre sager).

jun. 11 2018

PIZZA NIGHT ARRANGEMENT PÅ CASTELLO DI RONCADE I HELE JULI 2018

VORES PIZZA NIGHT ARRANGEMENT ER HVER TIRSDAG FRA KL. 17:00 I JULI MÅNED OG PRISEN ER € 35 PR. VOKSEN OG € 20 PR. BARN UNDER 16 ÅR

 

I prisen er inkluderet transport med bus til og fra din campingplads, rundvisning, flotte omgivelser, pizza og vin (for børn andre sager).

jun. 11 2018

TANNINER

Tanniner, hvad er tanniner, og hvorfor bruger vi så ofte dette udtryk i vinens verden. Når man tænker på vinens tannin, går tanken ofte på rødvin, da det er i denne type vin, at tanninerne virkelig er afgørende, mens i hvidvine er tanninen for det meste ikke værdsat. Årsagen er, at skindet på hvide druesorter indeholder mindre polyfenoler, og derfor har mindre tannin end de røde druer. Man hører ofte professionelle smagsdommere nævne tanniner med stor lidenskab, og når de så forklarer, at det er en syre, har vi svært ved at forstå deres passion. Fortæller vi så at  udtrykket tannin blev anvendt for første gang i 1796 for at angive et kemisk stof af polyfenoliske forbindelser, der er almindelige at finde i vaskulære planter, blade, frø, træ eller frugtskal, bliver denne artikel for teknisk, og vi mister den logiske tråd af det, vi gerne vil forklare. Tanniner og Garvesyrer er det samme, og det er her vi gerne vil hen, for ordet tanniner er typisk defineret som noget positivt, hvor Garvesyrer er nøjagtigt det modsatte. Naturligvis fordi folk generelt har en manglende kendskab til emnet, og derfor må det siges klart, at det ville være umuligt at lave en god kvalitets rødvin uden tanniner. Ikke alle tanniner er gode, for eksempel dem der findes i stilke og vindruekerner, skal fjernes. Når du hører om grønne tanniner, er det typisk fordi smageren har en følelse af stærk astringens, på grund af en maceration af alt for mange grønne dele, eller måske en for tidlig høst. De ædle tanniner findes i skindet og derfor siger det sig selv, at en langvarig maceration hjælper med at ekstrahere så mange tanniner som muligt. Den lange maceration er faktisk typisk for rødvin, da vi leder efter struktur, kompleksitet og krop. Udover at bringe kompleksitet og give balance i vinen, hæmmer tanninerne fordøjelsesenzymer og hjælper vinen med at holde sig selv. Tanniner, der indgives både topisk og oralt, har en antibakteriel og antifungal virkning, og derfor var det tilrådeligt at drikke rødvin i stedet for vand i gamle dage. Tanninerne virker som et naturligt konserveringsmiddel, og det betyder, at en vin uden tanniner, for at bevare sig, ville have brug for sulfitter ( Tilsat svovl). Tanniner kan til tider være fine, grove, sprøde, grønne eller søde, som vi ofte hører fra dem, der har et glas vin i hånden. For eksempel er tanninen aggressiv, når du næsten ikke er i stand til at glide din tunge. Personligt er jeg meget til en “delikat”, når fornemmelsen af ruhed ikke er meget mærkbar, eller “poleret” tannin, som er når vinen har haft en passage i træ (Barrique eller Tonneau). Der er dog forskel på hvilken type træ man bruger, eg frigiver over tid mere tanniner end andre typer træ, der bruges til at lave tønder, som kastanje, kirsebær, ahorn. I nye fade vil tanninerne være friske og mere tydelige end i brugte fade. Hvad angår klimaet, så spiller temperaturændringerne også en vigtig rolle for tanniner. Høje temperaturer om dagen og lave om natten, medfører flere tanniner. Af denne grund har områder med større termiske ændringer ofte vine, som kan bevares i lang tid. Det er vine, der ofte skal lagre både i tønder og på flaske for at blødgøre tanninen, og det er grunden til, at vores Villa Giustinian forbedrer sig meget med årene. Selvfølgelig er det også smags fornemmelser, der varierer fra person til person og afhænger af vin type, klima, og hvis der har været brugt egetræsfade eller ej, og som sagt, hvilke typer. I vin genkender du typisk tanniner som en sammentrækkende effekt, der får det til at føles tørt og stramt i munden, men frem for alt på hele tungen – lidt ligesom, når man har spist umoden frugt. Er du i tvivl om, hvordan tanninerne føles, så prøv at tygge på et te blad eller spis et stykke bitter chokolade, mandler eller rød frugt, eller hvis du er i høstperioden, så prøv med en drueskal eller frøene. De er alle tanniske fornemmelser.

maj. 15 2018

AGNESINA BADOER (1472–1542)

“Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde ” (Behind every great man there’s a great woman). Denne berømte sætning er tilskrevet den britiske forfatter Virginia Woolf, der udtrykker med præcision og nøjagtighed denne sandhed, selvom vi i dag sagtens kunne sige det modsatte, altså bag en enhver kvinde, er der en mand… men sådan har det ikke altid været, eller hvad? Jeg vil gerne fortælle Jer en interessant historie om en særdeles stærk kvinde i en fjern æra, i en tid domineret af mænd, dog med denne her undtagelse. Agnesina Badoer Giustinian (ca. 1472-1542) var en velhavende arving og kunst protektor. Hun var en ud af tre børn af den venetianske patriotiske Girolamo Badoer og da hun mistede sine brødre og første mand tidligt i livet, og hendes far døde i 1497, blev hun den universelle arving af hele Badoer linjens formue, herunder en bolig i Venedig og flere ejendomme på fastlandet. Hun blev gift igen samme år til den patricier Girolamo Giustinian, og sammen fokuserede de deres energi på opførelsen af den imponerende villa “Castello di Roncade”. Villaen blev opført på hendes jord (arvet fra hendes forældre) nær Treviso. De havde i alt ni børn sammen, hvor de to var fra hendes første ægteskab. Fra parrets skatteerklæringer står det klart, at Agnesinas rigdom og ejendom var meget større end hendes ægtefælles. Agnesina Badoer betragtes som slottets nøgleperson, da hun havde flere penge og helt sikkert havde en stærk personlighed. Faktisk var hele hendes arv deklareret særskilt fra sin mand, Girolamo. Den nævnte stærke personlighed bliver specificeret i hendes første testamente fra den 12/22/1498, som blev lavet efter hendes første søn med Girolamo Giustinian, hvor hun påpeger, hvordan og hvad der skal gøres i fraværet af arvinger. Der er en særlig del i testamentet, som i dag virke uretfærdig, hvor hun skriver at (oversat til et nuværende sprog), hvis manden forbliver enke og gifter sig igen, så ville han miste alt til fordel for deres førstefødte søn. Han kunne dog bo i et af slottets tårne sammen med sognepræsten fra San Cipriano. Fra et historisk perspektiv er det ikke en uretmæssig erklæring, vi må huske på, trods af rigdom, som kvinde havde man ikke de samme rettigheder. Det var en tid, hvor næsten 80% af børnene døde før de var fyldt to år, og folk havde døden meget tættere på i forhold til i dag. Det var normalt at tænke, hvis hun skulle dø før sin mand, ville han sandsynligvis blive gift igen, og dermed ville hun risikere at miste sin Badoer-familiearv til en anden familie, altså i værste fald ville arven ikke gå til hendes egne børn. At Agnesina Badoer gifter sig igen efter hendes første mands død, er en unik og særlig kendsgerning. Vi har naturligvis set andre lignende historiske eksempler, men det var meget sjældent, at en mand med en så stor politisk karriere ville gifte sig med en enke. Girolamo Giustinian var ikke hvem som helst, han var republikkens procurator (anklager). Han blev valgt ind i San Marcus store råd d. 3. juni 1489, hvor han var til hans død i en alder af 62 den 3. juni 1516. Derudover er det nødvendigt at tilføje, at Giustinian familien var meget ædel og vigtig i Venedig. Giustinian var en af de såkaldte 4 evangeliske familier, som var de 4 familier, der grundlagde klosteret San Giorgio Maggiore (De 4 Familier: Bembo, Bragadin, Cornaro, Giustinian), mens Agnesina var en del af de 12 apostolske familier, dvs. de 12 familier, der valgte den første Doge (Dux, Ducis, Commander) i 697 (Paolo Lucio Anafesto). De 12 familier: Badoer, Barozzi, Contarini, Dandolo, Falier, Gradenigo, Memmo, Michiel, Morosini , Poloni, Sannio, Tiepolo. Så deres ægteskab var måske mere en alliance mellem to familier af magt og økonomisk styrke end noget andet. Agnesina døde 1542 i en alder af 70 år gammel.

apr. 30 2018

FRANSK GULDMEDALJE TIL RABOSO DELL’ARNASA 2014

Flot guldmedalje til vores Raboso dell’arnasa årgang 2014 – uddelt af Féminalise af Beaunes smagseksperter.

apr. 19 2018

BARRIQUE, TONNEAUX ELLER VINTØNDE?

Der er mange navne for en vin tønde, men ofte er det heller ikke let, at forstå eller bestemme hvilken type, der passer bedst til sin vin, valget kan dog have stor betydning. Faktisk er der rigtig mange producenter, der kun bruger en type tønde til alle deres vine, trods måske en karakteristisk stor forskel på druerne, måske fordi det er enklere, sandsynligvis også fordi de ikke ved bedre, men alligevel ud fra et teknisk synspunkt er det en enorm fejl. Vi kan næsten sige, at vinen ændrer humør i forhold til størrelse og type træ, der er blevet anvendt. For eksempel er forskellen mellem en vin, der ligger i 500 liter tonneaux og en, der ligger i store tønder, ret tydelig. Vinen i store tønder bliver ofte friskere og lysere, og den i tonneaux bliver noget tungere og måske lidt mere lukket med mindre surhed. Derfor har vi valgt for Bianco dell’arnasa ( Chardonnay) at bruge Barrique ( 225 liter) og tonneaux ( 500 liter), da det er en vin med krop og højt syreindhold.  Vores Tonneaux er en egtræstønde på 500 liter, og selvom dens konstruktion ligner forskellige andre tøndeformater, betragtes den som en særlig god egetræstønde, da den er lavet af fransk eg.  Tonneaux adskiller sig fra de forskellige typer egtræ og ristnings grader. Generelt er der to typer eg: hvid og rød, hvor det er den hvide der benyttes, da den besidder, hvad vi leder efter; et træ med lav porøsitet og lavt iltgennemtrængelighed, det vil sige, hvor vinen kun kan trække vejret langsomt gennem træet. Gæringen eller lagring af vin i små tønder tillader en større iltning af indholdet i forhold til en større tønde, derudover frigives der en masse typiske tertiære aromaer. Fransk eg, quercus petraea, har et højt indhold af garvesyre, udskiller en moderat mængde af aromaer og årringene ligger meget tæt – træets struktur er fint. Benyttes til de store vine fra Bordeaux og Bourgogne. Garvesyreindholdet gør, at vinene får en længere lavetid. Normalt anses egen, der kommer fra de store franske skove, for at være de mest dyrebare, træerne vokser meget langsomt og bliver meget kompakte med fin porøsitet. De skal mindst være 100 år gamle og så er det god praksis i Frankring at lade træerne tørre i ugevis i skoven for at fremme udviklingen af mikroflora, der er nyttig til den fremtidige udvikling af aromaer. I Amerika fremskyndes tørreprocessen ofte ved at benytte tørreovne, men den blødgør ikke garvesyren i samme grad som udendørsmetoden, hvor processen kan tage fra 1 til 3 år, som selvfølgelig er dyrt. Regner vi med, at den franske “Tonneaux” ( Tønde), som vi bruger på 500 liter koster omkring 1300 €, stiger prisen med 10-14 kr. pr. flaske. For at gøre det hele lidt mere banalt, er det godt at vide, at de amerikanske eg tønder har typisk en lysere farve end de franske. Den amerikanske eg giver vinen en tendens til at have mere harpiksholdige dufte, mens dem fra Frankrig er mere i retning af vanille dufte.

Ristningsgraden er også vigtigt.

Før der monteres en tønde, bliver træet underkastet en behandling, der kaldes ristningsfasen, og som består i at passere en flamme direkte på træets indvendige del. Afhængigt af flammeintensiteten og varigheden af processen kan ristningen være af forskellige grad typer: let (leggera), medium (media), over medium (over media), intens (intensa). Det er klart, at den forskellige ristningsgrad vil påvirke de aromaer, der vil udvikle vinen.  Ristningsfasen er en væsentlig del i fremstillingen af en barrique. En vellykket ristning skal være  dyb, homogen og kontrolleret for at give tønden de organoleptiske egenskaber, der er ønsket for en specifik vinmodningsproces. Til vores vine bruger vi medium ristning, som hverken er for stærk eller let.

Typer af eg.

Fransk eg, quercus petraea, har et højt indhold af garvesyre, udskiller en moderat mængde aroma og årringene ligger meget tæt – træets struktur er fint. Garvesyreindholdet gør, at vinene får en længere lavetid.

Amerikansk hvid eg, quercus alba, er karakteriseret ved at vokse relativt hurtigt, har et lavere indhold af gavesyre, udskiller store mængder aromaer og har længere mellem årringene. Bruges mest til kraftfulde vine, geografisk vil det sige Spanien, Sydamerika og Australien.

Østeuropæisk eg, typisk fra Slovenien, Kroatien, Lithauen, Polen eller Romænien, quercus robur, er lidt en blanding. Garvesyreindholdet ligger mellem amerikansk og fransk eg, udskiller moderat mængder aromaer og årringene ligger tæt. Jo køligere klimaet er, jo langsommere vokser træerne og jo finere bliver træets struktur.

mar. 26 2018

NY GULDMEDALJE TIL PATRIARCA.

Vores mousserende Rosé “Patriarca” har imponeret dommerne og fået en flot guldmedalje ved den prestigefyldte konkurrence Mundus Vini.

mar. 13 2018

EN STOR DAG FOR OS OG VORES VINMAGER “ENOLOGO” UMBERTO TROMBELLI.

29103834_760440044165553_7099790920177574880_n

Castello di Roncade er specielt stolte i dag.
Vores vinmager “enologo” Umberto Trombelli har vundet det vi kalder “vinens Oscar”. En stor dag for os og Umberto.
Stort TILLYKKE fra os alle, det er SÅ flot og velfortjent.

Her er Umbertos takke tale:

Tak tak, tak!

Tak til Accademia Bibenda og til alle dem der støttede mig.
Tak til Giacomo Tachis den store “Mescola Vini”, jeg er stolt af det han lærte mig: Lidenskab, studier og fødderne på jorden, fordi dagens mål er en udfordring for i morgen. Tak til de producenter der tror på mig. Der er to ord, som jeg synes at skulle ledsage den italienske ønologi på nuværende tidspunkt: eksperimentering og gennemsigtighed. Fordi eksperimenter gør det muligt for en sektor at udvikle sig og med gennemsigtighed erhverves offentlighedens tillid, og den klarhed, som vinens verden synes at have brug for, er lavet. Jeg arbejder på et eksperimentelt projekt, som jeg tror vil yde et nyttigt bidrag til de involverede virksomheder. Bibenda-prisen er et stort incitament til at fortsætte i denne retning!

Endnu engang et stort tillykke Umberto.

feb. 22 2018

RADICCHIO ROSSO DI TREVISO.

Når man bor i Veneto, så ved man, at man fra november til februar bliver nærmest overmandet med Radicchio. Ren radicchio salat, lasagne, risotto med radicchio og gorgonzola, bagt i ovnen eller grillet, radicchio i lardo ”svinefedt” svøb, pasta med radicchio – for eksempel med porrer og bacon, hvilket er en ret, som jeg virkelig holder af. Men når februar er slut, så har mange det, som jeg, vi har simpelthen fået nok. Hvor kommer planten fra? Radicchio er ikke en almindelig salat i de mange nordeuropæiske køkkenhaver, hvorimod den anses for en helt uundværlig salatplante i Italien og Frankrig. Ligesom vinen, dens oprindelse stammer langt fra de europæiske grænser. Man mener at den i oldtiden først rigtig blev brugt af ægyptere, derefter af grækere og romere, og den blev indført af munkene i ere europæiske lande. Der er forskellige typer af radicchio, den fra Castelfranco, Chioggia og Verona, men den, der bedst repræsenterer vores område er den røde Radicchio di Treviso, som præsenteres i to varianter: tidlig eller sen plukning. Personligt foretrækker jeg den sene plukning på grund af kompleksiteten af produktionsprocessen. For at få et godt resultat med drivning skal rødderne have kulde, så man må først tage dem op, når frostvejret er nær. Eller hvad angår den røde Radicchio fra Treviso, ifølge produktionsdisciplinen, kan man først tage dem op, efter at planterne har gennemgået to froste. Derefter bliver de bundet i bunker og anbragt med pæleroden nedsænket i tanke med grundvand ved konstant temperatur (12-15 grader) for blegningsfasen. Den milde temperatur i vandet favoriserer genoptagelsen af vegetationsprocessen, men fraværet af lys forhindrer planten i at fremstille klorofyl: dermed den typiske farve og blødgøring af bitter noter fra cikorie planten. Efter en periode i vand, som varierer fra 15 til 20 dage, er den røde radicchio fra Treviso Tardivo IGP endelig klar til at blive plejet. I dag er radicchio et vigtigt italiensk produkt. Tænk, der ndes endda en forening “La strada del Radicchio rosso di Treviso”. Ideen er at fremme ruten, hvor den røde Radicchio di Treviso bliver produceret, men det ses også som en mulighed for at promovere forskellige turistpakker, at rapportere og annoncere naturlige, kulturelle og miljømæssige værdier, vinmarker og vingårde som Castello di Roncade.

PASTA MED RADICCHIO, PORRER OG BACON.

Radicchio med sin knasende konsistens og behagelig bitter smag er meget alsidig i køkkenet. Til denne ret styrkes Radicchio smagen af den saltede og krydrede bacon, mens bunden af porre, vendt på panden i øde, giver en meget behagelig kontrast. For at forberede pasta/spaghetti med radicchio, porrer og pancetta, starter vi med at fjerne den grønne del af porren, så vi kun har den hvide del tilbage. Dernæst fjerner vi de første 2-3 ydre blade af porren, det er vigtigt, at der ikke sidder jordrester. Skær porren i små stykker. Vi hælder 10 gram olivenolie på en pande og tilsætter derefter porren. Vi vender panden konstant i 2-3 minutter under høj varme for at undgå at porren bliver brændt. Vi tilføjer lidt salt og peber, og derefter lidt vand på panden. Vi kan nu lade det stå og koge over lav varme i 15-20 minutter eller indtil porrerne er tørre. De kogte porrer hælder vi i en blender med en håndfuld mandler. Vi tilsætter revet parmesan ost “Parmigiano Reggiano” og 20 gram olivenolie, så det får en fast “mos” form. Mosen lægger vi nu til side i en skål. Vi sætter vand over til pastaen og tilsætter først salt, når vandet koger. I mellemtiden skærer vi baconen ud i små tern. Mens baconen steger på panden, går vi i gang med radicchio salaten. Vi fjerner de ydre blade og opdeler salathoved i to halve styk- ker. Vi fjerner den indre hvide stilk ved at lave to skråsnit. Vi nhakker salaten og skyller den under rin- dende vand, dernæst dræner vi den godt.

Vi tager en pande og tilsætter 20 gram olivenolie og et helt hvidløg, som bare skal stege i et par minut- ter for at give smag og så fjernes igen. Så tilsætter vi baconen og lader det stege i 1-2 minutter over høj varme, og rører lejlighedsvis, så det ikke brænder på. Vi tilføjer nu radicchio salaten og lader den stege sammen med baconen i omkring ti minutter under jævnlig omrøring. Vi kryder med lidt salt og peber og slukker for varmen. Nu kan vi sætte spaghettien over. I mellemtiden tager vi en ny pande, uden at tænde for varmen, hælder vi vores porrer mos på panden og fortynder den med 1 til 2 grydeskeer af det kogte pasta vand til vi får en flydende “cremede” sovs, som pastaen nu skal vendes i. Vi tilsætter vores radicchio og bacon masse og steger det hele sammen i ca. et minut. Buon appetito!

Til denne ret foreslår jeg en god og blød mousserende, som Isabella Brut. Der er ingen bedre måde at udtrykke Trevisos traditioner end med de lokale produkters skikke.

jan. 29 2018

PROSECCO ERSTATTER CHAMPAGNE SOM NORDENS MOUSSERENDE VIN VALG.

Ny stil? Ja, men vinen er den samme. Den nye stil ændrer ikke noget på smagen, men gør helt sikkert flasken mere indbydende til forbrugerne og i sidste ende er dette vores formål. Prosecco er en simpel vin. Når du drikker et glas Prosecco, Brut eller Extra Dry, er det ligesom at drikke en slurk af Italien uden for meget komplikation. Smags varianterne er lette og behagelige, og det er nemt for forbrugeren at angive og forstå de fine dufte og smage som vinen har. I modsætning til Champagne, som uden tvivl ofte er en fremragende vin og meget rig af smag, men samtidigt kan den være yderst kompliceret, og det er måske derfor, at Prosecco er blevet “vinen” med den højeste salgsvækst i hele verden.

Prosecco er en mousserende vin (eller mindre), fremstillet af Glera druen. Den mest almindelige form for Prosecco, som de fleste kender, er den mousserende. For at lave en Prosecco bruger man ikke “Champenoise” metoden (fermenteret i flasken), men snarere en italiensk metode (gæret i en autoklave gæring kammer), også kendt som Charmat-Martinotti. Lige som man ikke kan klassificere alle franske mousserende vine som Champagne, medmindre druerne faktisk kommer fra Champagne-regionen i Frankrig, kan man ligeledes heller ikke kalde alle italienke mousserende vine for Prosecco, medmindre druerne er glera og dyrkes i Veneto og Friuli. Mange undrer sig: Hvorfor komplicere man vin-verden med så mange strenge regler i stedet for at ligestille alle producenter med fri konkurrence? Svaret er meget enkelt. Fordi i vinens verden er det stadig meget vigtigt at respektere traditionerne vedrørende produktion, kultur, og især respektere den ideelle “terroir” til dyrkning af særlige lokale vinstokke. Terroir betyder forholdet som forbinder druesorten med mikroklima og mineralske karakteristiske jordbundsforhold hvor den dyrkes; dette afgør utrolig meget på karakteren og entydigheden af den vin, der produceres. Det kan defineres som et lille afgrænset sted, hvor det geografiske område og klimaet tillader realiseringen af en bestemt vin, der identificeres gennem unikke og særlige kendetegn af sin egen jord.

Prosecco, en vin der udtrykker tradition, historie og kultur fra sit området.

Den finde perlage, lyse strå farve, vedholdende bobler, blomster og frugtagtig duft, tør eller sød. Dette er de første funktioner, der gør Prosecco til en af de mest berømte og vigtige ambassadører for italienske vine i verden.

jan. 19 2018

HVORDAN MAN DYRKER VIN?

Først skal du selvfølgelig vælge en type drue. Som enhver anden plante, vokser nogle drue sorter bedre i nogle områder end andre, og de tilbyder ligeledes mange forskellige aromaer og aspekter. I vinens verden er der tre generelle drue typer: Amerikansk, europæiske og moscatina. De amerikanske druer vokser bedst i varme og solrige klimaer. De europæiske druer er almindelige i hele Europa, og i de mest nordlige regioner i USA. Druerne “moscatine” findes almindeligt i de fleste sydlige regioner af USA. Inden for hver enkelt drue sort, er der mange arter at vælge imellem, som alle tilbyder forskellige aromastoffer, farver, strukturer og størrelser. Det er ikke let at finde én, der passer til dine behov eller klimaet i dit område. Et godt råd er altid at kigge efter planter, der har rødder og grene fordelt symmetrisk.

Forbered dine vinstokstiklinger godt

Hvis du har en vinstok, hvorfra du gerne vil skabe en ny plante, kan du skære en stikling direkte af planten. Den skal helst være mindst 8-10 måneder gamle, så den næsten er helt træagtig. Dvs. det bedste tidspunkt er normalt i slutningen af vinteren, fra januar til februar, eller i efteråret fra september til oktober. Snittet skal ca. være 45 ° og tag kun sunde, smukke, og livskraftige grene. Hvis du vil, kan du bruge de grene, der fjernes fra planten i forbindelse med beskæring, de skal dog mindst være 30-40 cm, med mindst tre smukke store knopper. Når du bruger stiklingerne, plant så vidt som muligt – i flere forskellige steder – for at maksimere chancerne for succes.

Vælg et velegnet sted.

Vinstokke er langsigtede planter, der kan leve mellem 50 og 100 år. Sørg derfor for at placeringen kan rumme planten permanent, så den har passende plads fremover. I koldere områder skal du sørge for at plante vinstokke i et solrigt område, helst mod syd. På denne måde kan du forhindre frost i at ødelægge vinstokkene.  Det er også vigtigt at du forbereder jordbunden godt. Vinstokke vokser ikke godt i alle jordbundsforhold, så sørg for at det er det rigtige før plantning. Brug en let stenet, ler, eller sandet jordbund med en pH større end 7. pH er en betegnelse, der anvendes til at angive basiciteten eller jordens surhedsgrad. Med en pH større end 7 bliver bunden også kaldt “alkali”. Du kan også ændre jordens dræningssystem, hvis det skulle være nødvendigt, det er nemlig ikke godt for rødderne at blive for våde, dette tillader ikke planten en sund vækst. Selv om det måske synes ulogisk, har en vin plante ikke brug for en rig jordbund af næringsstoffer. Undgå  befrugtede jord hvis det er muligt, og bed endelig gartneriet om konkrete forslag til den sort du vælger.

Forbered en espalier til dine vinstokke.

Vinstokke er en klatring plante, der vokser lodret på en støttestruktur. Hvis ikke du planter langs et hegn eller anden struktur, så byg eller køb en espalier. Der findes mange forskellige beskærings og opbindingssystemer, der varierer afhængigt af klima, druesort, og lokale traditioner. Her på Castello di Roncade bruger vi metoden “Guyot og Sylvoz”. I denne avl form, et par måneder efter indledningen af vinter pausen, begynder beskæringen. Man efterlader én eller to grene, der forbliver på planten i mindst fire eller fem år. På dem forbliver der fire jævnt fordelte spirer. En opbinding ligner næsten et stort T, den lodrette del er stammen og de vendrette, er de 2 skud der går ud til hver side. Skudene afskæres sådan, at der er ca. 5-7 knopper på begge sider. Senere hen bliver de frugtbærende skud bundet lodret op på to vandrette stålstråde. Hen over sommeren kommer der 2 nye skud, der ligeledes bindes op, da de skal bære de frugtbærende skud til næste år. De vandrette grene, også kaldt “speroni”, fraklippes ved vinterbeskæringen.

Husk, at på det tidspunkt du beslutter at gennemføre dette “Guyot og Sylvoz”system, er det nødvendigt at drage fordel af så meget solenergi som muligt. Systemet er i stand til at kunne levere plante anlæg i god relation med kvalitet og produktion.

jan. 06 2018

GODT NYTÅR!

2017 har været et udfordrende år på mange fronter. Vi har lært meget, og fået masser af gode minder i både ind og udland. Takket være mange af Jer, var 2017 et vellykket år for os. Vi var i stand til at overskride vores mål og udvide vores servicer, så nu er vi rigtig klar til et nyt eventyr i 2018. Ordet “eventyr” virker måske forkert, men ikke desto mindre kan jeg ikke finde et bedre ord for at udtrykke den følelse, jeg sidder med nu. I en hver dansker er der et eventyr, der er arvet af H.C. Anderse. Det er simpelthen inde i vores årer, løbende under pres af de mange eventyrs fortællinger fra vores barndom. “At rejse er at leve”, dette berømte citat fra H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” fra 1855, følger mig personligt under mine mange rejser. Formålet med at rejse, om det er vores private livsrejse eller en firma rejse, er at søge efter udvikling og modenhed, at lade sig inspirere og lærer fra andre mennesker i verden. Os alle på Castello di Roncade har lært meget i 2017, men frem for alt af Jer. Det er Jer, der følger os gennem vores nyhedsbreve, der ofte minder os om den glæde I har fået ved Jeres seneste besøg. Der er Jer, der sætter jeres firma eller hjem til rådighed for et arrangement. Jer, der besøger os år efter år i Italien, og er med til at gøre Castello di Roncade til et kulturalt centrum.  Til alle Jer, selvom vi allerede er godt i gang med 2018, ønsker vi Castello di Roncade et lykbringende 2018.

2018 bliver et nyt spændende år fyldt med masser af projekter, rejser og arrangementer på slottet. I februar deltager vi i flere messer i Tyskland, Danmark og Sverige, og så kan jeg samtidig med stolthed informere Jer om vores tilstedeværelse som official partner under den kommende Michelin begivenhed den 19. februar på Rådhuset i København, hvor nye nordiske stjernekyndige kokke vil stifte bekendtskab med Castello di Roncade. I marts måned deltager vi i nordens største fødevaremesse Foodexpo i Herning og Prowein i Düsseldorf. Derefter begynder forberedelserne til den største vinmesse i Italien, Vinitaly, som finder sted i Verona fra den 15-18 april. Vi må ikke glemme, at i april begynder sæsonen for de mange turistgrupper, og vores Bed & Breakfast vil være velbesøgt igen. Fra den 4. til den 10. Juni er vi på vin-turne i Holland, og Juli vil blive karakteriseret ved vores sædvanlige grill og pizza arrangementer, og guidede ture på slottet. Vi glæder os også meget til den Frie Høst, et nyt koncept, der inviterer alle til at deltage i høsten fra den 6. til den 9. september. Udover høsten, vil man møde vor bedste vinmager for at få et dybere indblik i vinfremstillingen af vores bedste vine. Perioden fra midt oktober til december vil være dedikeret til vores årlige vinturne i Danmark, Sverige og England, og så synes året af være gået igen. Men så nemt slipper I ikke, ind i mellem vil det blive utroligt sjovt at følge Baron familien, året bliver præget af masser af udvikling på slottet, og her tænker jeg primært på de to små Baronesser, Ilaria og Isabella, der for tiden vokser som græs om foråret.

aug. 29 2017

NY DESSERTVIN – ILARIA PASSITO

Kære venner.

Mange af Jer har fulgt vores tilbud igennem mange år, at det nærmest er blevet en tradition at vente på lanceringen af den nye Villa Giustinian i august måned, eller mere præcist; forsalget af vores mest beæret og elskede vin i hele verden. Men sådan skal det ikke være i år. Villa Giustinian laves kun i gode årgange og 2014 var en regnfuld og for kold årgang til at opnå det rigtige resultat, der fortjener etiketten “Villa Giustinian”. Den næste udkommer præcist om et år, så i mellemtiden må vi nøjes med dem vi har. Men dette betyder ikke, at vi kan ikke kan glæde os til andre tilbud, også af den gode slags. Allerede i denne måned vil jeg gerne lancere en ny vin til ære for den lille ny Baronesse “Ilaria”. Vinen er lavet som en“passito”, eller rosin vin, som er fremstillet af druer, der er blevet tørret for at opnå koncentreret saft – en dejlig dessertvin, der afslutter den perfekte middag.

Ilaria Passito:
Druer: Raboso del Piave
KaraKteristik: Komplekse lag af frugt. Smagen af morelkirsebær følges af blommer. Vinens sødme balanceres af en fin syrlighed

Lagring: Når Passitoen er klar, hældes den på barrique og lagrer færdig i mindst 24 måneder
Alkohol: 15% sukker: < 70 g/l syre: 9,50 g/l

mar. 02 2017

GULD OG SØLV FRA MUNDUS VINI.

prosecco-extra-dry-pub

Endnu engang er vi stolte af at kunne fortælle at to af vores vine, er blevet tildelt udmærkelser af Mundus Vini. Super flot, og ganske fortjent.

Prosecco extra dry har fået en guld udmærkelse og Patriarca pinot nero har fået en sølv udmærkelse. Det er fantastisk!